Miami havde sidste år en glohed start på sæsonen, men faldt derefter lidt fra hinanden. Holdet var alligevel glade nok for angrebet til at forlænge med hele fire runningbacks.

Alt lader til, at Miami Dolphins har styr på deres runningbacks til den kommende sæson. Klubben har nemlig forlænget med de fire runningbacks, der fik mest spilletid for dem i fjor.

Det drejer sig om Raheem Mostert, Jeff Wilson, Myles Gaskin og Salvon Ahmed. Sidstnævnte blev forlænget lige inden free agency for alvor gik i gang, og har fået en aftale, der holder ham i klubben det næste år. Også Myles Gaskin får yderligere et år i klubben.

De to mest kendte navne, Mostert og Wilson, er begge kommet til fra 49ers i 2022 og var holdets mest produktive runningbacks i fjor og får begge to-årige kontraktforlængelser.

Mostert var den første, der skrev under på en aftale, der kommer til at betale ham lidt mere end 2,5 millioner dollars om året. Den 30-årige angrebsspiller havde karrierens bedste sæson efter han løb for mere end 800 yards og snittede 4,9 yards per løb.

Mosterts karriere har været præget af skader, men i 2022 startede han i 14 af 17 mulige kampe og havde dermed også omstændighederne til at være produktiv.

Skader har også præget Jeff Wilson, der sidste år spillede i 16 kampe. Den yngre, 27-årige Wilson, står til at tjene mere end Mostert, men de to spillere var stort set lige produktive i fjor.

Målt på både yards og effektivitet havde Miami et middelmådigt til dårligt løbeangreb i fjor, men holdet satser på, at det ser bedre ud i anden sæson under Mike McDaniel.